Gode råd om tvangsfjernelse

Egne undersøgelser

Vi er af en del forældre blevet spurgt om muligheden for at forældre selv hyrer en psykolog eller andre sagkyndige til at undersøge forældreevnen eller vanskeligheder hos barnet. Ønsket opstår fordi man som forældre ikke kan genkende sig selv i de undersøgelser, som kommunen lader gennemføre, og hvor psykologen eller andre sagkyndige er blevet valgt uden at man har haft indflydelse på hvem, der har udført opgaven. Man ønsker som forældre en "second opinion".

En forældreevneundersøgelse vil normalt omfatte samspilsobservationer med barnet. Det fremgår af en vejledning til serviceloven, at kommunen som udgangspunkt skal stille et anbragt barn "til rådighed" for forældres egne undersøgelser, dvs. undersøgelser man selv betaler.

At sådanne undersøgelser kan ændre en sag fuldstændig kan man opleve ved at læse bogen "Uegnet som far" af Ellen Stampe, som kort fortalt handler om en af vores sager, hvor en far bruger ca. kr. 200.000 på egne forældreevneundersøgelser og undersøgelser af barnet. Disse undersøgelser viste noget ganske andet end de undersøgelser, som kommunen ved anvendelse af deres normale samarbejdspartnere, var kommet frem til.'

Barnet blev hjemgivet - og det er det fortsat!

Skal man sige ja til et tilbud om en § 54 støtteperson?

Alle der har børn anbragt - hvad enten det er frivilligt eller ved tvang - skal fra fra kommunen have tilbud om en gratis støtte person efter servicelovens § 54. Formålet med den støtte er at "bibringe forståelse for hvorfor ens barn er anbragt". Man kan få det indtryk, at støtten så går ud at man med vold og magt skal skal acceptere at ens barn er anbragt.

Men det er ikke det, som støtten handler om. For det første er det sådan at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen, så det man taler om ryger altså ikke videre til kommunen.

Dernæst vælger man selv frit hvem man vil bruge. Det kan være en god ven eller en anden person man har tillid til.

Det er svært at have anbragte børn, og hele den situation man befinder sig i kan man drøfte med støttepersonen. Støttepersonen kan deltage i møder, og måske være med til at bidrage til at samarbejdet med plejefamilie, opholdssted og kommunen bliver bedre end det ellers ville have været.

Èn ting er at man måske er uenig i at ens barn er anbragt, men når det er konstateret, så kan vi sikkert hurtigt blive enige om, at det handler om at få det bedste ud af det så længe det står på.

Der findes professionelle støttepersoner, som har særligt indsigt på forskellige områder, f.eks. psykologi og/eller jura.

Under psforening.dk kan du finde en støtteperson i dit område, og du vil kunne forespørge om bestemte kompetencer, som du ønsker/efterlyser.

Fra vores arbejde har vi kendskab til en del støttepersoner og du kan altid sende en mail til os med en forespørgsel.

Vi kan eksempelvis anbefale:

Familieterapeut/rådgiver, diakon Peter Laugesen, Randers, Familiefremme.dk og

Terapeut Amelevi Hounou, København, Memox.dk.

Socialrådgiver og coach Majbritt Rex Olsen, Holbæk, majbrittrexolsen.dk

Mere om forældreevneundersøgelser

Socialministeriet har i 2011 lavet en vejledning om hvordan man som psykolog laver forældreevneundersøgelser. Den hedder "Retningslinier for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser".

Du kan se den her.

Den er rigtig god at sætte sig ind, hvis man skal gennemgå sådan en undersøgelse – og tage stilling til – om man i det hele taget ønsker det. Man har ingen pligt til at deltage, men man bør nok afklare med kommunen hvad der sker, hvis man siger nej.

Vær opmærksom på at der bør afholdes et indledende møde, at det kan være hensigtsmæssigt at det er mere end én psykolog der deltager, og at psykologen ikke må optræde som "dommer" over hvad der skal ske, og således ikke må komme med konkrete anbefalinger f.eks. om tvangsfjernelse.

FBU ForældreLANDSforeningen – en god kontakt

Hos FBU kan du søge hjælp, støtte og rådgivning, hvis dit barn er anbragt, eller hvis du har kontakt med kommunen i forbindelse med anden særlig støtte til dit barn.

FBU er en frivillig social forening, som støtter forældre. De har forskellige tilbud:

Landsdækkende åben og anonym telefonrådgivning
FBU – LINIEN. Telefon 70 27 00 27
Rådgivningen er åben mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10 – 13 samt mandag og torsdag kl. 16 – 20.
FBU – LINIEN rådgiver også på mail – så skal du skrive til brevkassen@fbu.dk
Personlig støtte og bisidder ved frivillige eller ansatte medarbejdere i det meste af landet
Mulighed for at møde andre forældre og deltage i fælles aktiviteter, kurser og andet.

Ring på telefon 70 27 00 27 for at høre nærmere. Her kan de også oplyse, hvor du kan henvende dig for at få personlig støtte eller bisidder.

De har stor erfaring i med at støtte forældre, og der er blandt andet ansat socialrådgivere. Vi kan varmt anbefale FBU. Du kan læse mere om dem på www.fbu.dk

Faldgruber ved en frivillig anbringelse

Det kan sagtens være at en frivillig anbringelse et det rigtige i den konkrete sag. Måske er man blevet hospitalindlagt i en periode og kan ikke tage vare på sine børn, eller der er andre årsager der gør, at ens børn i en periode har bedst af at være anbragt.

Forældre fortæller os ofte, at de har fået at vide af forvaltningen, at det er problemløst at sige ja til en frivillig anbringelse fordi man altid bare kan hjemtage sine børn. Der findes på området en ofte anvendt formular, som heller ikke angiver ting man skal være opmærksom på i den sammenhæng.

Så enkelt er det desværre ikke og en sagsbehandler bør som noget helt naturligt redegøre for de mulige negative konsekvenser, der er ved en frivillig anbringelse, men det sker åbenbart ikke altid.

For det første har man intet retskrav på at kunne hjemtage sine børn, selv om anbringelsen er frivillig. Således kan kommunen bruge en særlig bestemmelse i servicelovens § 68, stk. 2., som siger at man i op til et halvt år kan holde børnene tvangsfjernet rent administrativt uden godkendelse ved børne- og ungeudvalget, hvor der jo deltager uafhængige dommere og psykologer. Forudsætningen for kommunen er, at man blot kalder det halve år for en hjemgivelsesperiode, men ofte sker der ingen hjemgivelse og der arbejdes heller ikke hen imod en hjemgivelse. Bestemmelsen er ganske enkelt urimelig fordi man sætter retsprøvelsen helt ud af kraft. Mon lovgiver egentlig har været klar over de mulige konsekvenser af reglen ?

For det andet skal man være klar over at hvis ens børn har været frivilligt anbragt så er lovens udgangspunkt hvis der kommer en tvangssag, at anbringelsen skal vare i 2 år (såkaldt genbehandlingsfrist), men fristen kun er 1 år, hvis der ikke har været en forudgående anbringelse. Så fortryder man en accept til en frivillig anbringelse kan konsekvenserne altså blive alvorlige.

Skift af sagsbehandler

Vi bliver ofte spurgt om man ikke har ret til at få en ny sagsbehandler, enten når ens barn bliver tvangsfjernet eller der opstår et dårligt "arbejdsklima" mellem forældre og sagsbehandler, hvilket der desværre ofte gør i sager om tvangsfjernelse.

Svaret er at det har man ikke noget krav på.

En kommune bestemmer selv hvilke medarbejdere man vil sætte til at behandle de enkelte sager. Faktisk kan man ikke engang klage over en kommunes beslutninger herom.

Når det er sagt, så er det vores erfaring at nogle kommuner alligevel accepterer at der kan komme en ny sagsbehandler på. For kommunen er det jo dybest set mindre væsentligt om det er den ene eller den anden der er sagsbehandler. Herudover er det jo engang sådan, at vi som mennesker ikke alle går lige godt i spænd.

Derfor er vores råd at man prøver at anmode om en ny sagsbehandler, hvis man oplever at det er en blokering i sig selv for at komme videre. Man kan højst få et nej.

Du kan begære et tvangsfjernet barn hjemgivet

Mange tror fejlagtigt, at hvis det f.eks. er bestemt, at et barn skal være tvangsfjernet i et eller to år, så er der ikke noget at gøre i den tid, man må blot vente til tiden er gået.

Det er ikke rigtigt. Man er som forældremyndighedsindehaver berettiget til (med nogle få undtagelser – blandt andet at forvaltningen ingen pligt har til at behandle sagen så længe den verserer ved ankestyrelsen eller retten) at begære et tvangsfjernet barn hjemgivet og så skal forvaltningen enten sige ja og tilrettelægge en hjemgivelse eller også skal forvaltningen sende sagen til prøvelse i børne- og ungeudvalget.

Vi har haft sager, hvor det har medført, at et barn rent faktisk endte med at blive hjemgivet.

Den beskrevne regel er ikke særligt kendt og det kan undertiden være svært at få forvaltningen til at forholde sig til en anmodning om hjemgivelse. I så fald kan der klages direkte til ombudsmanden.

Der kan selvfølgelig ikke anbefales at begære hjemgivelse hvis der ikke er noget relevant nyt, for så får sagen jo blot samme resultat som sidst den blev behandlet i børne- og ungeudvalget, men det er for mange vigtigt at vide, at man rent faktisk har denne "sikkerhedsventil" som forældre og som et barn anbragt uden for hjemmet (hvis man er fyldt 15 år).

Forældrevneundersøgelser

I mange sager ønsker forvaltningen at forældrene skal gennemgå en forældreevneundersøgelse hos en psykolog.

Spørgsmålet er så hvordan man som forældre skal forholde sig til det ?

Peter Fergo har i bogen "Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager" fra 2003 rettet en sønderlemmende kritik mod forældreevneundersøgelser. Kritikken er baseret på en omfattende gennemgang af konkrete sager og konklusionen er, at psykologien reelt er at anse for "et nyttigt redskab" for kommunerne. Problemet er ifølge Peter Fergo, at psykologi ikke er nogen eksakt videnskab og man kan i så i øvrigt spørge hvordan nogensinde kan imødegå konklusioner, som man som forældre ikke er enige i.

Ud fra det kunne man så konkludere, at man skal holde sig langt væk fra forældreevneundersøgelser og sige nej hvis de bliver foreslået. Men så enkelt er det ikke. Problemet er at man så vil blive betegnet som samarbejdsvanskelig og det tillægges betydning ved afgørelse af mange sager.

I stedet bør man forsøge at få indflydelse på processen både på valg af psykolog og hvad undersøgelsen skal omfatte. F.eks. er det vigtigt at undersøgelsen kommer til at omfatte konkrete observationer af samspillet med barnet og at psykologen pålægges at komme med anvisninger til hvordan eventuelle manglende kompetencer kan opnås.

Nogle kommuner modsætter sig på ud fra juridiske betragtninger om, at der er tale om såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed og at det er kommunen der betaler (og dermed bestemmer), at man kan få indflydelse på ret meget.

Man kan sige sig selv, at det ikke forekommer holdbart hvis en kommune ensidigt bestemmer hvem der skal lave undersøgelsen, sender alt materiale forlods til psykologen og afholder indledningsmøde med psykologen uden forældrenes deltagelse.

Derfor: Vær aktiv i processen og stil konstruktive krav.

Med hensyn til forældreevneundersøgelser burde det være sådan som det er på andre områder i samfundet, hvor 2 parter er uenige om væsentlige forhold, nemlig at det overlades til en uvildig skønsmand eller en organisation at udpege en skønsmand.

Derfor burde der eksempelvis under psykologforeningen udpeges en ordning, hvorefter det overlades til psykologforeningen at udpege en konkret psykolog til udførelse af en forældreevneundersøgelse - uden at der er et eksisterende kundeforhold mellem den relevante kommune og psykologen. Ligeledes forekommer det absolut nødvendigt, at der internt blandt psykologer fastsættes nogle normer for hvordan en forældreevneundersøgelse skal tilrettelægges og foretages sådan at det er forsvarligt. Vi skal huske på at resultatet af en forældreevneundersøgelse ofte har meget voldsomme konsekvenser ikke kun for det enkelte barn, men for hele den biologiske familie i en lang årrække.