I tvangsfjernelsessager skal der som udgangspunkt søges ved det såkaldte procesbevillingsnævn for at en sag kan komme i Højesteret. Det gjorde jeg i 2 sager, der har omhandlet samme emne, nemlig at forældrene til barnet ønskede at flytte sammen med bedsteforældrene, sådan at man kunne trække på de fælles resourser til barnets bedste.
I den ene sag boede moderen rent faktisk sammen med barnets mormor. Man kan sige, at det var sådan vi gjorde i Danmark før vi fik offentlige forvaltninger. Svage forældre blev bakket op af familien, idet man jo levede sammen alligevel. Desværre sagde nævnet nej til at sagerne – der var faldet negativt ud i landsretterne - kunne komme for Højesteret. Det er klart uheldigt. Det offentlige bør efter min mening komme i anden række hvis problemerne kan løses i familien på tværs af generationerne.
Jeg har sendt afslaget om sagernes indbringelse for Højesteret til ministeren til orientering. Det kan ikke være rigtigt, at det offentlige behandlersystem skal komme forud for ressourcerne i hele den biologiske familie.